Hinduismens trosgrundlag

Hinduismen er en gammel indisk religion med flere guder. Tilhængere af hinduismen, hinduer, lever i samfund, der er delt i kaster. Hinduer tror bl.a. på genfødsel, og at menneskets handlinger har stor betydning for genfødslen.

 

Skabelsen

De fleste hinduer tror på, at verden konstant bliver skabt og går under igen for senere at blive skabt igen. Mellem hver skabelse hviler skaberguden, Vishnu, på en slange, der driver rundt i verdenshavet. Når Vishnu får lyst til at skabe verden igen, så skaber han den.

 

Guderne

De vigtigste guder i hinduismen er Shiva og Krishna, der hver har deres store familier af koner, sønner og døtre. Gudinderne Durga og Kali slår onde dæmoner ihjel, gudinden Lakshmi giver rigdom, og Saraswathi er lærdommens gudinde. Hinduismens myter fortæller, at både Shiva og Krishna lever i himlen, men stiger ned til Jorden, når ondskaben bliver for stor.

 

Et socialt system

Ved skabelsen af verden ofrede guderne et kosmisk væsen, Purusha, og ud af hans lemmer blev samfundets lag til. Det er de fire kaster:

1: præster

2: krigere

3: bønder og handelsfolk

4: tjenere og slaver.

Desuden findes en gruppe, der står endnu lavere, og som systemet ikke tæller med. De kaldes dalitter.

De fire kaster er også opdelt efter, hvad man laver. Præster kan fx lave ritualer eller undervise. Bønder, handelsfolk og tjenere er fx opdelt i bonde, oliepresser, vaskemand, fejemand og pottemager. Traditionelt må kasterne ikke gifte sig med hinanden. I nutidens Indien er det dog blevet forbudt at diskriminere på grund af kaste.

 

Frigørelsen

Hinduer tror på, at alle mennesker og andre væsner bliver født igen og igen. Denne genfødsel kaldes samsara. Genfødsel sker på grund af handlinger i livet, kaldet karma. Hvis man har gjort noget ondt, så bliver man genfødt som et lavt væsen, fx en slange, en kvinde eller i en lav kaste. Hvis man har gjort noget godt, så bliver man genfødt som en præst eller en kriger.

Til sammenligning taler buddhister om nirvana som en tilstand, der medfører, at man ikke bliver genfødt mere. Hinduer taler i stedet om frigørelse. Dette kalder de for moksha. Denne frigørelse kan opnås uden hjælp fra guder, når man som hindu indser, at verden og livet er indbildning. Hinduer tror derfor, at man kun er til, fordi man tror, at man er til.

 

Hinduismens historie

Hinduismen opstod i Indien og er en af verdens ældste religioner. Religionen blev til blandt bønder og krigere, der lagde vægt på et langt liv og ære. I 600-tallet f.v.t. tog nogle vismænd og filosoffer afstand fra livet i denne verden, og målet var nu at blive fri fra genfødsel i denne verden.

 

De ældste tekster

De ældste indiske tekster stammer fra Vedaerne, der blev til fra ca. 1300 til 1100 f.v.t. De fortæller om, hvordan man ønskede rigdom, mange okser, sejr over fjenderne og et langt liv. Det sikrede man sig ved at ofre til guderne. Den vigtigste hed Indra. Han var en slags stammegud. Efter døden levede man videre hos forfædrene i dødsriget.

 

Den hemmelige lære

Fra omkring 600 f.v.t. gjorde man op med ønsket om et langt liv. Man troede på samsara, dvs. at man blev født igen og igen, men man ville gerne ud af genfødslerne. Vejen ud blev den viden, som en række religiøse vismænd udbredte. En gang imellem skete det offentligt til store møder ved fyrsternes hoffer.

 En anden måde var undervisning mellem lærer og elev. Her understregede man ofte, at læren var hemmelig, og ikke alle måtte kende til den. Samtidig mistede de gamle guder deres betydning, for de kunne kun love et langt liv og ikke frelse fra genfødsel.

 

Hinduismen tager form

Den senere hinduismes store guder Shiva, Vishnu og Brahma fik stor betydning. Det skete, fordi man mente, at de kunne frelse mennesket fra genfødsel. Betingelsen var, at man følte hengivenhed overfor disse guder.

 

Heltedigtet Mahabharata blev til i denne periode. Det voksede over en lang periode til omkring 100.000 vers. Bhagavadgita er en kortere fortælling. Her fortalte guden Krishna, at hvis man bare gør sin pligt, så vil Krishna tage ansvaret for ens handlinger, karma.

 

En ny gudsforståelse

Muslimer erobrede store dele af Nordindien i løbet af 800- og 900-tallet. I perioden fra 1500 til 1800 herskede de muslimske stormoguler i Delhi. Samtidig dukkede en ny gudsforståelse op.

 

Man fokuserede nu på en enkelt gud: Guds kærlighed var uendelig, og han frelste det menneske, der hengav sig til ham. Mange hinduer mente også, at det ikke var religionens navn, der betød noget, men kun at man elskede guden.

Omkring 1500 ankom portugiserne til Indien, og de begyndte at udbrede kristendommen.

 

Fra 1800 til i dag

I løbet af 1800-tallet begyndte hinduer at omtale sig selv som hinduer og ikke som tilbedere af Vishnu eller Shiva. Dermed blev hinduismen én religion. I samme periode blev Indien erobret af England, men efter 2. verdenskrig blev Indien et selvstændigt land. Indien er i dag en sekulær republik, men hinduismen er den største religion i landet.

 

Hinduismens retninger

Hinduer understreger hinduismens enhed. De tre store guder samarbejder om skabelse, opretholdelse og ødelæggelse af verden. Alligevel deler hinduerne sig i forskellige retninger, når det gælder den religiøse praksis.

 

Det fælles og det private

Alle hinduer anerkender mange guder og ofrer til dem ved gudernes fester i løbet af året. Teologisk set samarbejder alle guderne. Brahma skaber verden, Vishnu opretholder den og Shiva ødelægger den.

Hinduer foretrækker dog at tilbede forskellige guder. I et privat hjem har man ofte en enkelt eller nogle få guder, der foretrækkes. Billeder eller statuer af guderne er stillet op på et alter i hjemmet, hvor man beder og ofrer til dem. Hinduer mener, at når man overgiver sig til guden, så frelser guden én til gengæld.

 

Tilbedere af Vishnu

Tilbedere af Vishnu dyrker Vishnu og hans avataraer, som kaldes Rama og Krishna. Rama anses for at have været en prins i en tidligere verdensalder. Han blev udvist fra sin fars rige, men vandrede omkring og udførte mange heltegerninger. Rama fordrev også dæmoner, som plagede hellige mænd.

Krishna er kendt som hyrdedrengen, der beskytter hyrderne og køerne. En anden historie fortæller, at han som den store vismand belærte mennesket om handlingens yoga. De fleste tilbedere af Vishnu mener, at menneskers sjæle og guds sjæl findes. Den højeste lykke er derfor at leve i nærhed af guds sjæl i hans himmel.

 

Tilbedere af Shiva

Tilbedere af Shiva dyrker Shiva, der er gift med Himalayabjergenes datter, Parvati. Ganesha med elefanthovedet og krigsguden Skanda er deres børn. De to gudinder Durga og Kali hører også til Shivas familie.

De fleste tilbedere af Shiva mener, at ideen om menneskers og guds sjæle er indbildning. Den højeste lykke er, at ens sjæl bliver ét med altet efter døden. Der findes dog tilbedere af Shiva, som taler om Shivas himmel.

 

Modergudinder

Durga og Kali er Shivas aktive kraft, kaldet shakti. Det er dem, der handler, og Shiva selv foretager sig næsten ikke noget. Durga og Kali bliver betragtet som frygtelige dæmondræbere. De hjælper også mod sygdom og andre ting.

Mange hinduer taler om Kali som "mor". Hinduer understreger Kalis kærlighed frem for det skrækindjagende ved hende. Mange hinduer har enten Rama, Krishna, Shiva, Ganesha eller Kali som deres særligt foretrukne gud.

​

​