Hvad er et menneske værd?
-Et arbejdsforløb om hinduisme og kristendom-
De kasteløse i Indien er samfundets underklasse. De lever for de flestes vedkommende som udstødte. I Europa har særligt sigøjnere og jøder været udstødt. I Danmark havde vi i flere hundrede år en udstødt samfundsgruppe, der hed rakkere. I nutiden oplever mange nydanskere at blive udstødt, fordi de taler et andet sprog. I skolerne oplever mange børn udstødelse i form af mobning.
Hvad er et menneske værd? - Kan man i dette arbejdsforløb spørge. Her sættes fokus på religionernes rolle i Indien og i Danmark. Hvordan er hinduismens og kristendommens gudsbillede,og hvordan er de to religioners syn på livet, på døden og på mennesket?
En kritisk undersøgelse af andre kulturer gør, at man ser sin egen kultur på en ny måde. Det er som at kaste en boomerang. Den rammer én selv i hovedet...
Monoteisme - Treenigheden
Kristendommen indeholder en helt grundlæggende, mystisk dobbelthed: Gud bekendes og udtrykkes utvetydigt som én, men bekendes og udtrykkes samtidig som en tre-hed:
Som (1) Faderen og Skaberen
Som (2) Sønnen og frelseren Jesus Kristus
Og som (3) Helligånden og livgiveren.
Til sammen kaldes Gud således Treenigheden eller Trefoldigheden. Treenigheden kan sammenlignes med solen eller for eksempel med en ”tre-i-én’er”. Læren om Gud som en treenighed er særdeles væsentlig i kristendommen, og næsten alle kristne er enige om at anvende denne mystiske udtryksform.
Ordene ”fader” og ”søn” er billedtale (analogi) om det guddommelige. Ordene formår således ikke at beskrive det guddommelige godt nok.
Polyteisme - mange guder
Hinduismen er meget anderledes end kristendommen. I den hinduistiske religion tænker man ikke, at Gud kun er én. Der er mange guder, og de samme guder bliver født i flere skikkelser. Alt i verden hænger sammen, og alt er guddommeligt og er en del af Brahman, der er navnet for det højeste guddommelige. I hvert menneskes sjæl bor der også lidt af det guddommelige, og det kaldes her for Atman. Også naturen, planter og dyr har del i det guddommelige.
Hinduismen er i modsætning til kristendommen meget tolerant over for andre religioners guder. I hinduismen er det guddommelige at finde på mange forskellige måder.
I kristendommen skelnes der skarpt mellem Skaberen og skabningen. Det guddommelige er i kristendommen grundlæggende forskelligt fra det menneskelige og fra naturen. Gud er Skaberen, der ikke er eller bor i det fysiske univers eller i naturen. Mennesket og alt i naturen er det skabte, og mennesket er desuden specielt ved at være skabt i Guds billede.
Naturen forstås således ikke som værende guddommelig. Kristendommen har ikke en mytologisk naturforståelse: Den eneste mytologiske relation mellem Gud og verden er, at mennesket blev skabt i Guds billede.
Hvem har skabt hvad?
Hinduismen har en mytologisk naturforståelse. Myter begrunder, at guddommene findes overalt: i sten og floder, bjerge og huler, planter og træer. Visse steder i naturen har fået en særlig religiøs status, for eksempel vadesteder eller bjergkløfter, hvor det guddommelige siges at være særligt nærværende. I hinduismen dyrker man derfor guderne og det guddommelige på utallige måder både i dagligdagen og ved fester, fordi det guddommelige netop optræder så mangfoldigt, og fordi hele naturens gang styres af guderne.
Hvad sker der efter døden?
I dette afsnit er de religionsfaglige begreber reinkarnation og opstandelse. Begge begreber omhandler troen på det, der sker med mennesket efter døden. Umiddelbart kunne man også have valgt begrebsparret reinkarnation og inkarnation, idet man i kristendommen taler om inkarnation, da Gud blev menneske i Jesus. Men inkarnationstanken i kristendommen omhandler kun det enestående tilfælde Jesus, i hvem Gud blev menneske. Det giver altså større mulighed for at sammenstille de to religioner, hvis man vælger begreberne reinkarnation og opstandelse.
Inkarnation betyder, at en åndelig virkelighed får en krop – at det ”bliver kød”. Ordet kommer af ’carnis’, som er den latinske betegnelse for kød. ’Re-’ er en forstavelse, der betyder ’igen’.
Opstandelsen
I Kristendommen tror man på, at mennesket har ét liv på jorden. Efter sin død genopstår mennesket med både krop (kødet) og sjæl, sådan som det bekendes i Den Apostolske Trosbekendelse:
Mange kristne tror på, at Jesus vil komme tilbage på jorden fra øst og hente alle døde og levende til sit rige. Derfor begraves alle på kirkegården med ansigtet vendt mod øst, således at de, når Jesus kommer igen, kan rejse sig og møde ham.
Paradis
Når et menneske dør, taler man inden for kristendommen om, at mennesket kommer ”op til Gud”, og at mennesket får et evigt liv i Paradis. Man tror på, at lige som Jesus stod op af graven Påskedag, således skal mennesker også stå op af deres grave med krop og ånd på den yderste dag. Tanken om opstandelsen er meget abstrakt og uforståelig for mange mennesker. I dagligdagen oplever vi ikke, at døde bliver levende igen! Alligevel er troen på menneskets opstandelse en af grundpillerne i den kristne tro. Man kan sige, at troen på opstandelsen er en tro på det mulige – altså: ”tænk nu, hvis det er muligt…”. En tro på det, der trodser fornuftens grænser.
I hinduismen står troen på reinkarnation centralt. Reinkarnation vil sige, at sjælen igen og igen bliver født i en ny krop. Reinkarnation kaldes derfor også for genfødsel eller sjælevandring. Tanken om reinkarnation bygger på, at alle levende væsener er evige åndelige sjæle. Sjælen er menneskets egentlige ’jeg’, mens kroppen er et hylster, som jeg’et kan tage bolig i. I hinduismen siger man, at mennesket kan blive genfødt som:
• Menneske
• Dyr
• Åndeligt væsen
Den måde, et menneske lever sit liv på, er afgørende for, hvad man bliver genfødt som. Hvis man opfylder sine pligter i livet (dharma-loven – s. 8) kan man blive reinkarneret i en højere kaste end den, man er en del af i dette liv. Hvis man ikke opfylder sine pligter i livet, kan man blive genfødt i en lavere kaste, eller man genfødes som et dyr. Tanken om, at man fødes på ny, betyder, at man både før og efter sit nuværende liv har levet i en anden krop.
I den hinduistiske tradition er reinkarnationen ikke et glædeligt løfte om et nyt liv, men snarere en trussel om at skulle leve endnu et liv på jorden. I nogle vestlige fortolkninger af hinduismen opfattes reinkarnation dog som en glædelig mulighed for at leve et nyt liv.
Moksha - udfrielse
Den endelige lykke kommer først den dag, da mennesket udfries af livets uendelige kredsløb. Denne udfrielse kaldes for Moksha, og den opnås, når et menneske gennem øvelse har opnået at komme nærmere til det guddommelige. I den hinduistiske tradition nærmer man sig det guddommelige ved at frigøre sig fra følelsesmæssige bindinger – man skal ikke føle vrede og begær og ikke være ”i sine følelsers vold”. Hinduen skal stræbe efter disse idealer: sandfærdighed, ikke-vold, renhed, gavmildhed og medfølelse, hengiven tjeneste, uselvisk arbejde, stor disciplin, ydmyghed og lydighed. Sidst - men ikke mindst - skal man opfylde de pligter, der knytter sig til ens kaste (dharma). En grundlæggende holdning er endvidere, at der ikke findes én, men mange veje til udfrielsen.
Samsara – livets uendelige kredsløb
Man kalder menneskets række af genfødsler for Samsara. Igennem sit liv har mennesket mulighed for at forbedre sig, så man bliver genfødt som et højere væsen. På et tidspunkt kan man opnå det fuldkomne: være et menneske, der har opnået ”erkendelse” (intuitiv skuen), og da kan man opnå den endelige frigørelse fra Samsara.
At opnå fuldkommenhed kræver, at man følger sin dhrama. Ordet dhrama betyder pligter, og det refererer blandt andet til de pligter, der er knyttet til en bestemt kaste (se elevavisens oversigt over kasterne). I nogle af de høje kaster er ens dharma, at man skal træne sit indre – Atman – til at nærme sig til det evige – Brahman. Hinduister, som dyrker yoga og meditation, forsøger herigennem at nærme sig det guddommelige.
Dharma – livets guddommelige orden
Dharma er den guddommelige sociale og etiske orden. Hvert individ bidrager til at opretholde denne orden ved at opfylde sine pligter. Ligeledes trues den kosmiske orden, hvis mennesker, guder eller dæmoner ikke overholder de pligter, som de er ansvarlige for at opfylde.
Pligterne handler både om, hvordan vi opfører os, hvordan vi tænker, og om det, vi siger. Hver kaste er ansvarlig for at udfylde bestemte samfundsopgaver.
Hvem bestemmer menneskets fremtid?
Tro
Kristendommens udgangspunkt er, at mennesket er etisk forpligtet. Alle religioner forholder sig grundlæggende til det etiske aspekt. Det er også en almenmenneskelig erkendelse, at handlinger har konsekvenser. Det gode avler godt, og det onde avler mere ondt.
I kristendommen er der to forhold, som er grundlæggende anderledes end Karmaloven i hinduismen:
1. Livet anses ikke for at kun være retfærdigt. Det opleves nogle gange retfærdigt, nemlig, når det gode fører til godt, og det onde fører til ondt, men andre gange er det lige modsat: Det går det gode menneske ondt og det onde menneske godt. Og der synes slet ikke at være nogen regler, men en uretfærdig lidelse er på spil midt i den ellers så dejlige verden. Altså: Livet styres ikke kun af retfærdighed, men er en uforklarlig blanding af retfærdighed og uretfærdighed. (Se fx Jobs Bog).
2. I kristendommen ophæves skyld ikke blot automatisk eller forsvinder uden videre. Ondt medfører nemlig skyld. Kristendommens budskab er et tilbud om en gave, som man ikke har fortjent, nemlig tilgivelse fra al skyld.
Skylden er ikke forsvundet ud i den blå luft som en ligegyldighed, men er et resultat af Guds Søns, Jesu lidelse, død og opstandelse for mennesket.
Den kendte lignelse om ”Den fortabte Søn” (Lukas 15) er én af de stærkeste beretninger om tilgivelse.
Karma
Man bruger udtrykket ”det er god karma”, når noget lykkes for et menneske. Det betyder, at der sker noget godt for en, fordi man har været god mod andre eller er i god balance med sig selv. I den hinduistiske tradition betyder karma arbejde eller handling. Karma-loven er en slags ’natur-lov’, der er udtryk for, at alle menneskets handlinger har nogle konsekvenser: Hvis du gør noget godt, kommer det godt tilbage; hvis du gør noget ondt, kommer det ondt tilbage. Disse konsekvenser bliver afgørende enten for hinduens nuværende liv eller for det næste liv. På den måde sker retfærdigheden fyldest gennem genfødsler.
Til forskel fra dyr og planter har mennesket en bevidsthed, som gør det i stand til at handle godt og ondt. Et menneske, der handler godt, har en god karma. Et menneske, der ikke handler i overensstemmelse med sin pligt (dharma) og gør ondt mod andre, har dårlig karma. Det kan for eksempel få den konsekvens, at man bliver genfødt i en lavere kaste eller som et dyr eller en plante.
De egenskaber, den hinduistiske religion værdsætter, er: sandfærdighed, ikke-vold, renhed, gavmildhed og medfølelse. Et menneske, der ønsker fremgang, bør have sig disse egenskaber for øje i sine handlinger – både når det drejer sig om religiøse handlinger og om den måde, man agerer på i de daglige gøremål (rigdom, fornøjelser og lykke). Hinduismen bygger på, at der findes en grundlæggende retfærdighed indbygget i verden.
For en dybere gennemgang af kristendommen kan du klikke her og komme til arbejdsrummet "Kristendommen"
Kristendom og hinduisme
-forskelle mellem en monoteistisk og polyteistisk verdensreligion-
Download hele teksten som pdf
